Historien

Hover Savværk blev startet i 1993 , i de første år mest som en hobby ved siden af  fuldtidsjob på træ-emballagefabrik og eget fritidslandbrug, men udejobbet blev lidt efter lidt trappet ned, og siden sommeren 2000 har savværket, sammen med  landbruget givet mig fuldtidsbeskæftigelse.  

Saven

Saven er en amerikansk Wood Mizer båndsav. Båndet kører vandret, og saven  bevæger sig stille og roligt frem gennem stammen, som ligger fastspændt på savbordet. Saven ”gaber” over 70 cm., men hvis man starter med at skære en skal på to modsatte sider af stammen, kan man godt tage kævler på op til 90 cm. i diameter. Ja i enkelte tilfælde har diameteren nærmet sig en meter, men så begynder det at blive kompliceret. Jeg har forlænget savbordet, så vi kan skære stammer på op til 8,50 meters længde.

Hvorfor ikke mobilsav ?

Da vi anskaffede vores Wood Mizer båndsav i 1993, var den nr. 7, der blev solgt her i landet, men så vidt vides den første til stationært brug. Langt de fleste blev dengang solgt som mobilsave med benzinmotor, siden er de største modeller kommet med dieselmotorer.

Jeg mente, der var en række fordele ved at lade træet komme til saven i stedet for modsat.

Jeg havde på gården et relativt nyt maskinhus, hvor saven kunne placeres hensigtsmæssigt. Det ville betyde, at jeg kunne save hver dag uanset vejret.

Hvis saven stod indendørs, ville den holde betydeligt længere, d.v.s. mindre afskrivninger.

Jeg kunne købe saven med elmotor i stedet for benzin eller diesel, d.v.s. billigere brændstof og langt mindre vedligehold. Som en sidegevinst mindre støj, og slet ingen røg.

Alt i alt fordele som gør, at vi ved lønopskæring kan holde timelønnen nede og savehastigheden er stort set den samme.

Ulempen for kunden er, at træet skal transporteres, men man sparer til gengæld transport af saven. Desuden er der ingen spildtid til opstilling af saven, så uanset hvor store mængder træ man skal have forarbejdet, vil det være en god ide, at henvende sig til Hover Savværk, og i de fleste tilfælde langt billigere end at sende bud efter en mobilsav. Jeg kommer gerne og giver et fast pristilbud på en saveopgave.


Comments

Ét svar til “Historien”

  1. Hej, dette er en kommentar.
    For at komme i gang med at moderere, redigere og slette kommentarer, skal du besøge skærmen Kommentarer i dashboardet.
    Kommentatorernes avatarer kommer fra Gravatar.